Vi kom fra steder uden store navne, fra hænder der kendte deres værk. Fra gamle fortællinger ved bordet, fra dage der gjorde mennesket stærk. Vi lærte at stå, når andre faldt, at holde fast når vejen blev smal. Ingen gav os en plads i verden, vi fandt vores egen blandt dem alle. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Der findes spor i de gamle huse, i træernes år og markerne grå. Et menneskeliv kan hurtigt forsvinde, men det vi gav videre, kan bestå. De bar deres dage uden klager, de kendte værdien af et løfte. De byggede noget uden at vide, om nogen ville huske deres navne. De satte brød på bordet, de delte det de havde. De lærte deres børn at fortsætte, selv når kræfterne var små. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Vi er ikke skabt af tomme ord. Vi er summen af tusind liv. Af fejl der blev til erfaring, af tab der blev til vilje. Et navn bliver sagt, så bliver det glemt. Et ansigt forsvinder fra gamle fotografier. Men noget bliver tilbage. En måde at holde sit ord på. En hånd der rækker ud. En dør der bliver åbnet. Et menneske der siger: "Du hører til her." Og når de siger, at det gamle er væk, så ved vi bedre. Det ligger under os. Det lever i måden vi taler, i måden vi arbejder, i måden vi rejser os, når livet kræver mere. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Lad årene komme. Lad navnene falme. Lad verden ændre sig igen og igen. Vi behøver ikke frygte tiden. For tiden har allerede bevist, at det der har dybe rødder ikke forsvinder så let. Der var vintre før vores vinter. Der var morgener før vores morgen. Der var mennesker før vores stemmer, som også troede at deres tid ville vare evigt. Det gjorde den ikke. Men deres spor blev tilbage. I historierne. I hænderne. I sproget. I det vi lærte uden nogensinde at få det forklaret. Det er arven. Ikke en krone. Ikke et monument. Ikke et navn skrevet med guld. Bare noget der gives videre fordi nogen før os valgte ikke at give slip. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Og hvis vores børn en dag spørger: "Hvem var I?" Så skal svaret ikke være et stort navn eller en gammel titel. Svaret skal være: Vi var dem der blev. Vi var dem der bar. Vi var dem der gav videre. Vi var dem der stod op og gjorde det nødvendige endnu en gang. Vi var ikke perfekte. Vi var mennesker. Men vi forsøgte at efterlade verden en lille smule bedre end vi fandt den. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Så giv dem noget at fortælle. Giv dem spor. Giv dem mod. Giv dem historier der kan overleve stemmen. For en dag bliver vores hænder stille. En dag bliver vores stemmer svage. En dag er det andre der går på den jord vi selv stod på. Og de vil måske ikke kende vores navne. Det behøver de heller ikke. Hvis de kan mærke at nogen var her. Hvis de kan se at nogen byggede. Hvis de kan forstå at nogen holdt fast. Så var vores tid ikke forgæves. Fra generation til generation. Fra hånd til hånd. Fra navn til navn. Det vi fik, giver vi videre. Det vi lærte, fører vi videre. Det vi mistede, glemmer vi ikke. Det vi elsker, lader vi ikke dø i stilhed. Ikke for at leve i fortiden. Men for at have noget at bygge fremtiden på. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Og når vores egen tid en dag bliver til fortælling, når vores egne navne bliver svære at huske, så lad én ting stå tilbage: Vi glemte aldrig hvor vi kom fra. Sammen med rødderne, sammen med jorden, sammen med dem der gik før os. Vi glemmer aldrig, vi glemmer aldrig, hvor vi kommer fra. Vi står her endnu. Og vi går videre.
