Isen knækker under verdens rod Et hvisken rejser sig fra mulm og blod Han smiler bag stormens rand Et grin af ild i guders land Kæderne klirrer, han vred sig fri Søn af mørket, født af svig Med gift i tungen og ild i sind Han bringer enden — han bringer grin Ingen bøn kan standse natten Ingen gud kan binde flammen (Loke! Loke! Flammen i sne!) (Søn af svig, bring Ravnerok med!) (Verden skal brænde, himlen skal styrte) (I dine løgne fødes sandhedens styrke!) Fra Helheims tåger til Asgårds port Hans list er evig, hans hævn er gjort Han hvisker sandhed bag hvert bedrag Et smil i stormen — et evigt nag Se ravnen flyve i flammernes glød Se guder falde for deres brød (Loke! Loke! Flammen i sne!) (Søn af svig, bring Ravnerok med!) (Verden skal brænde, himlen skal styrte) (I dine løgne fødes sandhedens styrke!) Han er spejlet, vi nægter at se Han er skyggen, vi nægter at be’ Han er gnisten i alt, vi fornægter Den ild, der brænder, når verden svigter Når alt er aske, står han igen Et grin af ild, et minde om mænd Der troede på orden — men misted’ alt Lokes flammer har enden kaldt
