Fra sneens favn og nattens grav rejste sig en skygge af ben og savn. Født i frost, i tomheds lys, uden navn, uden guders kys. Han vandred’ hvor verden døde, hvor solen glemte sit løfte om glød. Hans ånde var storm, hans sind var sten, og blodet frøs i hans marv igen. Af kulde smedet, af vrede båret, af stilhed rejst, af døden såret. Hans øjne bar nordens ild, og vinden bar hans ord som spil. Knoglefødt, søn af is og mørke, født af tavshed, født af styrke. Ingen bøn, ingen sjæl, kun arv, et hjerte af frost, en vilje af skarv. Bjergene kaldte, ravnene sang, de kendte hans navn før verden sprang. Han gik, hvor intet liv bestod, og tiden knækked’ under hans fod. I sneen står hans runer mejslet, i vinden lyder hans løfte talt: "Jeg falder ej, for frost er evig, og i kulden finder jeg alt." Knoglefødt, søn af is og mørke, født af tavshed, født af styrke. Ingen gud, ingen fred, kun arv, et hjerte af frost, et sind af skarv. Så tav vinden. Kun sneen husker hans skridt. Knoglefødt.
