Født i frost, i stormens skød, et navn som runer skåret i død. Et barn med vrede i brystets flamme, en økse fandt, og drengen han ramme. Et skrig, et fald, et blik så sort, der blev han mand, der blev han bort. Ingen tårer faldt på sne, kun tavshed og et hjerte i fred. Han voksede frem i nattens favn, af jordens mørke, af havets navn. Hans sjæl et sværd, hans sind et lyn, et væsen smedet af jern og syn. Han sang med blod, han skrev med hånd, i ord som stål, i ærens bånd. Kongers trone, guders løgne, han spytted’ på alt, frygt i deres øjne. For ingen gud holdt stormen tæt, ingen mand hans vrede mæt. Han er vinden, flammen, nordens arv, i hans skygge fødes grav. Et barn af blod, en søn af sten, en ulv blandt mænd, en storm alene. Egil lever, Egil slår, og verden tier, når han går.
