(Vers 1) Når dagens lys dør langsomt ud, og kystens larm forsvinder, så står jeg her med nakken bøjet, mens mørket langsomt vinder. Heroppe, hvor den tynde luft gør tanken klar og ren, begynder natten at fortælle om hver en stjernesten. (Omkvæd) Åh, se de fjerne verdner, der blinker koldt og klart, en rejse gennem tiden, i lysets vilde fart. Fra Cassiopeias krone til bæltet på Orion, vi er blot små atomer i en stjernes million. (Vers 2) Mit teleskop er vinduet mod det store, sorte dyb, hvor stjernetåger fødes, og vi er blot et kryb. Jeg måler lysår, tæller måner, søger svar på alt og intet, mens mælkevejen ruller som et slør, der er finspundet. (B-stykke) Måske derude et eller andet sted, sidder en og kigger tilbage mod vores planet med fred. To sjæle under samme himmel, blot i hver sin tid, forenet af den undren, der gør verden mere blid. (Omkvæd) Åh, se de fjerne verdner, der blinker koldt og klart, en rejse gennem tiden, i lysets vilde fart. Fra Cassiopeias krone til bæltet på Orion, vi er blot små atomer i en stjernes million. (Outro) Så lad mig blive her i nat, hvor stjernerne er tætte, og læse universets bog, før lyset vil det slette. Helt stille... under himlens telt.
