[intro] “Det her handler ikke om folkene… kun om facaden. Hvis man siger det stille, må man godt grin’a.” [vers 1] I gaden danser papdragen, farverne er flotte, foran blinker pailletter — bagpå gnider vi med klodser. Der er clips og lidt gaffatape, men shhh… det ses jo næppe, for kameraet står forfra og kalder det “respekt”. [omkvæd] Man må godt grin’a, når facaden bli’r for stor, vi driller ikke mennesker — vi driller store ord. Vi nikker til paraden, men tjekker maskinrummet, og hvis man siger det stille… så må man godt grin’a. [vers 2] Der var lagre til horisonten, en pæn og rund statistik, “dobbeltcifret noget-noget” — det lyder ganske nydeligt. WTO blev redningsplank’ — “ud ad døren, alt det der”, og pumperne gik taktfast: “vi har styr på vores flair”. [omkvæd] Man må godt grin’a, når tal får guldkanter, når PR hedder velstand, og det hele skinner pænt. Vi nikker til plakaten, men ser efter sømmene, for hvis man ser bag kulisser… så må man godt grin’a. [bro] Der er to økonomier bag en glasvæg, kan du se? Byens lys på den ene side, på den anden: “kom igen”. Og der hviskes om en gnist, der kan tænde hele prærien — så sprøjter man med skum og kalder det “erfaring”. [vers 3] En tanker sejler stolt forbi, men nede under dækket står folk og pumper vandet ud — systemet skal jo næres. Vi andre sætter bøjer op: “inddæmning, proportioner”, og lytter til stilheden: den siger tit mest om tron’r. [omkvæd – roligt] Man må godt grin’a, når magten blir’ teatralsk, vi driller kun kulissen — resten ta’r vi alvorligt. Vi nikker til paraden, men elsker håndens ærlighed, og hvis man synger det stille… så må man godt grin’a. [outro] “Tak for lån af ørerne. Vi griner ikke ad jer — vi griner ad de store ord. Og det må man godt.”
