Jeg vågner før mørket slipper natten, med en smag af jern bag mine tænder. Ingen feber. Ingen drømme. Kun stilheden der skriger mit navn. Et ur tikker tre etager under mig. En kvinde græder bag en lukket dør. Et barn hvisker i søvne gennem mursten. Jeg hører hvert eneste ord. Jeg ler først. Tror jeg mister grebet. Ringer næsten til en læge. Hvis de siger, at jeg er syg, kan verden stadig hænge sammen. En diagnose ville være en lettelse. En fejl i hjernen. En kemisk ubalance. Et navn på det, der sker. Men jeg går derhen. Tre hundrede meter længere fremme står de præcis, hvor jeg hørte dem. Samme stemmer. Samme sætninger. Samme løgn. Samme grin. Månen hænger som et åbent øje. Flagermus tegner cirkler over taget. Noget har fundet mig. Uden bid. Uden blod. Uden navn. Jeg kan lugte regnen en time før den falder. Jeg kan smage frygt gennem en elevator. Jeg kan høre blodet løbe i mennesker, jeg aldrig har mødt. Det bliver værre for hver nat. Folk smiler til mig. Men jeg hører tankerne bag smilet. Små stik af had. Små bønner ingen siger højt. Skyld. Begær. Løgne. Jeg ville ønske, det var hallucinationer. Jeg ville ønske en scanning kunne pege på en mørk plet i hjernen og sige: "Her er forklaringen." Det ville være en gave. I stedet bliver alt bekræftet. En mand gemmer en pistol. Jeg hører metallet ramme skuffen længe før jeg når frem. Jeg åbner den. Der ligger den. En fremmed tænker på et navn, jeg aldrig burde kende. Jeg siger det højt. Hans ansigt bliver hvidt. "Hvordan?" Det spørgsmål hjemsøger mig mere end svaret nogensinde kunne. For der er ingen forklaring. Kun natten. Kun den voksende sult efter stilhed. Mine øjne vænner sig hurtigere til mørket end til dagslys. Skygger bevæger sig, selv når vinden står stille. Jeg føler mig overvåget af noget ældre end tro, ældre end mennesket selv. Det hvisker ikke med ord. Det presser sig ind i mig som en hukommelse, der aldrig har været min. Pludselig kan jeg høre græsset vokse. Regnorme under jorden. Rotter i kloakkerne. En ravn flere gader væk. En kvindes puls bag en lukket dør. Et spædbarns rolige åndedrag seks etager oppe. En mand der lyver i sin telefon på den anden side af kvarteret. Jeg prøver at bevise, at jeg tager fejl. Hver eneste gang har jeg ret. Jeg kan lugte whisky på en fremmeds ånde længe før han træder ud af sin bil. Jeg kan dufte blod fra et sår, ingen andre har opdaget. Jeg kan høre et skænderi gennem mursten, beton og lukkede vinduer, gå derhen og se døren blive revet op i det sekund, jeg allerede vidste ville komme. Jeg er ikke skør. Det er det mest skræmmende af det hele. For hvis jeg var sindssyg, fandtes der stadig en verden, som gav mening. Nu er det verden, der er blevet vanvittig. Eller også har den altid været sådan. Måske er det kun mig, der endelig kan se den. Jeg sover næsten ikke længere. Der findes ingen stilhed. Ingen fred. Ingen kontakt, der kan slukke sanserne. Hver nat bliver byen ét levende væsen, og jeg kan mærke dens hjerte slå under asfalten. Noget kalder ikke på mit navn. Det kalder på den del af mig, som jeg aldrig vidste fandtes. Jeg er stadig den samme mand. Det er bare mine sanser, der ikke længere tilhører et menneske.
0/500