Vers 1 November driver rundt som en gammel gæld, en regntung bekendelse, ingen har bestilt. Gaderne blinker mat i deres egen søvn, og jeg går rundt og savner noget, jeg vist selv har sløret væk. Omkvæd Men lyset vender hjem engang, det gør det jo — i hvert fald på papiret. Foråret mumler bag kulden et sted, og sommeren står og tripper som en glemt aftale i april. Vers 2 Dagen knækker midt på, før den får begyndt, og timerne går i selvsving uden plot. Alligevel spirer et lille “måske” i mørket, som en beskeden modstand mod det hele, der synker. Omkvæd Ja, lyset vender hjem engang, når verden gider tænde igen. Ja, lyset vender hjem engang, når verden gider tænde igen. Ja, lyset vender hjem engang, når verden gider tænde igen.
