Mørket falder over sten og jord, navne slettes, som sne i vår. Men blodets sang, i klipper gemt, vil kalde igen, når natten brændt. Kvæg dør, slægter dør, selv guder synker i støv. Alt vi ejer, alt vi bærer, bliver aske i tidens søvn. Men dommen står, over den døde, i ære, i blod, i navn. Hvad du gav, vil stå i sten, når din sjæl er kaldt hjem. Mænd har bygget riger i sand, og troet, de ej skulle falde. Men stormen tager, og havet råber, kun runer står tilbage. Men dommen står, over den døde, i ære, i blod, i navn. Hvad du gav, vil stå i sten, når din sjæl er kaldt hjem. Navne falder som blade i ild, men de stærke rejser sig i sang. De døde tier men æren råber, gennem tidens knuste rang. Dommen står, over den døde, i ære, i blod, i navn. Et hjerte slår i stenen nu og bærer dit minde frem. Døden kom, men frygten ej, for glemsel er den sande grav. Jeg lever i stormens navn, til verden tier og tavs den blev.
