Hej, hiv i tovet, vinden står fri, Justitia sejler mod stormfuldt hav! Fra Nyholm kom hun, stærk og stor, Ole Judichær gav skibet spor. Halvfems kanoner, jern og ild, syv hundrede femogtyve – viljen vild! Flaget blafrer, masterne gror, Danmarks stolthed går om bord! Hej-ho! Træk i fald! Justitia svarer havets kald! Hej-ho! Lad bølgen gå! Ingen storm kan hende slå! Syng, min ven, med kraft og mod – salt i blod og vind i blod! Hej-ho! Lad anker let! Justitia glemmer aldrig ét! Barfoeds flag mod himlen stod, Valkendorf holdt fast sit mod. Ved Stralsunds mure, år for år, holdt hun vagt hvor Østers slår. Svenske sejl ved horisont, havet runged' tungt og grønt. Kanonrøg og bølgers brus, søfolk sang i stormens sus. Hej-ho! Træk i fald! Justitia svarer havets kald! Hej-ho! Lad bølgen gå! Ingen storm kan hende slå! Syng, min ven, med kraft og mod – salt i blod og vind i blod! Hej-ho! Lad anker let! Justitia glemmer aldrig ét! Reedtz førte flaget højt, Sehested stod rank og drøjt. Just Juel tog roret stærkt, tro mod kronen, tro mod værk. Vinteris og sommerstorm, alt blev mødt med sømandsform. Fire årtier bar hun frem Danmarks navn på bølgers hjem. Hej-ho! Syng endnu! Justitia lever her og nu! Hej-ho! Havets sang klinger stolt fra mast til rang! Selv da rejsen fik sin ro, blev hun mindets stærke bro. Hej-ho! Hæv dit glas – Justitia sejler i vort bryst!
