Når Ulven Slår Solen

Dark atmospheric Viking black metal outro with deep Danish spoken vocal reciting an extended ritual poem about Ragnarök, Black metal screams brakes the trance from time to time, The tone is slow, solemn, and meditative — like an ancient seiðr ceremony, Deep drones, thunder, low horns, distant choirs, and slow war drums create an apocalyptic yet sacred atmosphere, Gradual build and decay, with occasional ulfhednar chanting and ambient distortion, The piece should feel like the world collapsing and reforming — the end and rebirth of all things

Hør mig, du som endnu ånder.
Hør mig, du som vandrer i asken.

Mørket samler sig, og vinden vender.
Ulven slikker blod af sine kæder.

Jorden skælver under døde rødder,
himlen sprækker, solen bløder.

Alt, som var bygget, falder.
Alt, som var helligt, brænder.

I øst løber Skoll,
jagende solen gennem himlens ild.

Hans tænder bider i lyset,
og dagen dør med et skrig.

I vest jager Hati månen,
hans ånde er nat, hans blik er frost.

Stjerner styrter som gloende tårer,
månen falmer i havets favn.

Da brister lænkerne ved Gleipnir,
og Fenris rejser sig.

Hans ånde er storm, hans stemme er torden.

Han løfter hovedet mod himlen,
og verden synker i hans skygge.

Odin rider men ravnene tier.
Hans øje ser intet, kun mørkets spejl.

Han møder ulven i støvet,
og tiden tier.

Tor hæver hammeren,
men ormen vågner i dybet.
Gift og lyn blandes,
og verden brister i deres ånde.

Frej falder for flammen,
Heimdal kalder det sidste horn.

Guder skriger som mennesker nu.
Mennesker ber som guder.

Havet stiger, skovene brænder,
bjergene spyr ild.

Himlen flås åben,
Muspelheim vælter frem,
Niflheim sukker under vægten.

Jeg hører heste ride gennem tågen,
jeg hører sangen om enden,
og intet bliver tilbage.

Kun vinden.
Kun navnet.
Kun stilheden.

Asken lægger sig som sne.

Kun vinden.
Kun navnet.
Kun stilheden.

Asken lægger sig som sne.
Ulven sover i lyset, den slugte.

Og i mørket en hvisken.
Et åndedrag, et minde,
et løfte om begyndelse.

For selv i tavsheden spirer frøet.
Selv i døden, fødes drømmen.

Sådan ender verden.
Sådan begynder den igen.

Guder skriger som mennesker nu.
Mennesker ber som guder.

Havet stiger, skovene brænder,
bjergene spyr ild.

Himlen flås åben,
Muspelheim vælter frem,
Niflheim sukker under vægten.

Jeg hører heste ride gennem tågen,
jeg hører sangen om ennen,
og intet bli'r tilbage.

Kun vinden.
Kun navnet.
Kun stilheden.

Asken lægger sig som sne.

Kun vinden.
Kun navnet.
Kun stilheden.

Asken lægger sig som sne.
Ulven sover i lyset, den slugte.

Og i mørket en hvisken.
Et åndedrav, et minde,
et løfte om begynelse.

For selv i tavsheden spirer frøet.
Selv i døden, fødes drømmen.

Sådan ender verden.
Sådan begynder den igen.

2170/7500

Hør mig, du som endnu ånder. Hør mig, du som vandrer i asken. Mørket samler sig, og vinden vender. Ulven slikker blod af sine kæder. Jorden skælver under døde rødder, himlen sprækker, solen bløder. Alt, som var bygget, falder. Alt, som var helligt, brænder. I øst løber Skoll, jagende solen gennem himlens ild. Hans tænder bider i lyset, og dagen dør med et skrig. I vest jager Hati månen, hans ånde er nat, hans blik er frost. Stjerner styrter som gloende tårer, månen falmer i havets favn. Da brister lænkerne ved Gleipnir, og Fenris rejser sig. Hans ånde er storm, hans stemme er torden. Han løfter hovedet mod himlen, og verden synker i hans skygge. Odin rider men ravnene tier. Hans øje ser intet, kun mørkets spejl. Han møder ulven i støvet, og tiden tier. Tor hæver hammeren, men ormen vågner i dybet. Gift og lyn blandes, og verden brister i deres ånde. Frej falder for flammen, Heimdal kalder det sidste horn. Guder skriger som mennesker nu. Mennesker ber som guder. Havet stiger, skovene brænder, bjergene spyr ild. Himlen flås åben, Muspelheim vælter frem, Niflheim sukker under vægten. Jeg hører heste ride gennem tågen, jeg hører sangen om enden, og intet bliver tilbage. Kun vinden. Kun navnet. Kun stilheden. Asken lægger sig som sne. Kun vinden. Kun navnet. Kun stilheden. Asken lægger sig som sne. Ulven sover i lyset, den slugte. Og i mørket en hvisken. Et åndedrag, et minde, et løfte om begyndelse. For selv i tavsheden spirer frøet. Selv i døden, fødes drømmen. Sådan ender verden. Sådan begynder den igen. Guder skriger som mennesker nu. Mennesker ber som guder. Havet stiger, skovene brænder, bjergene spyr ild. Himlen flås åben, Muspelheim vælter frem, Niflheim sukker under vægten. Jeg hører heste ride gennem tågen, jeg hører sangen om ennen, og intet bli'r tilbage. Kun vinden. Kun navnet. Kun stilheden. Asken lægger sig som sne. Kun vinden. Kun navnet. Kun stilheden. Asken lægger sig som sne. Ulven sover i lyset, den slugte. Og i mørket en hvisken. Et åndedrav, et minde, et løfte om begynelse. For selv i tavsheden spirer frøet. Selv i døden, fødes drømmen. Sådan ender verden. Sådan begynder den igen.

0/500