Jeg satte mig i Krogen, og nynnede et Kvad, og læste saa i Bogen og var saa hjerteglad. Da randt mig i Sinde min Barndoms Vee og Lyst, og mangt et halvslukt Minde steg fra min Taagekyst: Min Fader sat i Haven og saae min Barnefryd. Da bar man En til Graven med Sang og Klokkelyd. Og ved den sorte Baare gikk tvende Børn og Græd; den ene græd saa saare, den anden var saa spæd. Da blev min Fader stille, og tog mig paa si Skjød: «O, tak din Gud, du Lille, din Fader er ei død.» Da sank en angstfuld Tanke i Barnets klare Sind, da trilled Taarer blanke ned paa den røde Kind. Da græd jeg fromt og længe, gjemt i min Faders Favn; bad for de arme Drenge, og delte deres Savn. Nu er jeg langt fra Haven, nu har den tabt sit Løv; og ak, saa langt fra Graven, der tog min Faders Støv. Saa sad jeg taus i Krogen min Vinteraften hen, og læste vel i Bogen, men Taarer faldt paa den.
