Jeg går den vej, hvor ingen vender. Over is og skygge, under mørkets træ. Jeg hører intet, kun hjertets ekko. Jeg går til Hel. Under rod og sten jeg vandrer, under løgn og løftebånd. Der hvor ingen sol kan skinne, og navne fryser fast i jord. Hel datter af løgnens lænke, halv af kød, halv af intet. Hun vogter porten, kold og tavs, med øjne dybe som døden selv. Jeg ser hallen, bygget af kulde. Bordene dækket med støv og drøm. De døde sidder, evigt ventende, på krigens sønner, på tidens slut. Hel smiler uden læber, en tåge, et suk, et minde. Hun rækker mig sin hånd af frost, og siger: “Hvil.” Jeg forstår nu tavsheden. Jeg forstår nu roen. Ingen dom, ingen vrede, kun vinter, og evig sne. Jeg er intet. Jeg er alt. Jeg er Hel. Under rod og sten jeg hviler. Evig frost. Evig ro.
