
"Da Daniel Kom" V Hun stod alene i regnen grå, med et hjerte der næsten ikke kunne slå. Mor og far var blevet væk, og verden føltes kold og skræk. Vennerne forsvandt én efter én, hun sad tilbage helt alene. Og katten som lå ved hendes side, var pludselig væk, og sorgen blev svær at bide. Hun græd sig selv i søvn hver nat, savned' alt det, hun engang har haft. Mørket fyldte hendes sind, og ingen kunne lukke lyset ind. Men så kom Daniel ind en dag, med et smil og et stille "hej". Han tog hendes hånd og løfted' hende op, da hun troede, hun havde mistet alt håb. Han lyttede når tårerne faldt, og blev hos hende gennem det alt. Han sagde: "Du er stærkere end du tror, selvom livet har taget mere end det gav." Langsomt kom farverne tilbage igen, og hun lærte at smile som førhen. Ar på hjertet blev aldrig helt væk, men Daniel hjalp hende skridt for skridt. Hun græd sig selv i søvn hver nat, savned' alt det, hun engang har haft. Mørket fyldte hendes sind, og ingen kunne lukke lyset ind. Men så kom Daniel ind en dag, med et smil og et stille "hej". Han tog hendes hånd og løfted' hende op, da hun troede, hun havde mistet alt håb. Selvom savnet stadig gør ondt indeni, og minderne følger hende forbi, ved hun nu, at hun ikke står alene, for nogen blev, da alle andre forsvandt henne. Nu ser hun stjernerne på himlen klar, og tænker på dem, hun engang har. Hun bærer dem med sig hver eneste dag, mens Daniel går ved hendes side stadigvæk. For selv når livet virker hårdt og tomt, kan et menneske ændre alt på én gang. Han tog hendes hånd og løfted' hende op, og gav hende troen tilbage på håb.

