Jeg sad i mørket før lyset kom. Jeg drak af urdybets kilde. Jeg så alt. Der var ej sand, ej sø, ej solens glød, kun Ginnungagap kulde og drøm. Af ild og rim blev verden født, fra Ymers sår strømmede hav. Aske og Elm rejste sig, ånd indblæst af guders krav. Jeg så solen rejse sig, og dagen fødes af ingenting. Jeg så tiden bløde frem, af mørkets minde. De spurgte mig om sandhed, men sandheden brænder. De bad mig tie, men jeg talte stormen. Jeg så runer flyde som blod, jeg hørte navne, ingen bør nævne. Jeg så fremtidens aske gløde, i guders hånd. For hvert syn, et sår. For hvert ord, et tab. Jeg ser enden, men må tie, for den der ser, skal dø. Jeg ser ulven vokse i mørket, jeg ser solen skjælve i frygt, men endnu tier jeg, for tiden sover. Jeg husker alt… Jeg husker alt… Jeg husker alt…
