Bøjet af Vægten (Remastered)

Staten tog mine børn fra mig med rolige stemmer og rene skjorter ingen råb, ingen kæder bare stempler, møder og lukkede døre en moderne, høflig kopi af kommunisme hvor kærlighed bliver administreret og faderskab kan bortforklares som en fejl i systemets maskineri Jeg stod rank engang nu står jeg i kø med nummer i hånden og skam i brystet jeg lærte at adlyde, at holde linjen nu lærer jeg at overleve i et land hvor man falder lydløst uden at nogen vender sig om De sagde det var for børnenes skyld men tog dem fra mit liv de sagde velfærd, sagde hjælp men lod mig synke i stilhed og tid Jeg gav alt, jeg havde at gi’ nu har jeg intet tilbage men fire timer og et håb der nægter at dø i mig Jeg går gennem butikker som et spøgelse scanner hylder som slagmarker ost og smør, kattemad i inderlommen ikke af lyst men af nødvendighed maven knurrer, hjertet banker kameraerne ser alt undtagen hvorfor Mit liv kollapsede langsomt som en bygning ingen ville vedligeholde pengene forsvandt sammen med værdigheden jeg tæller mønter, tæller dage tæller nederlag i stilhed og spørger mig selv hvornår fattigdom blev en forbrydelse Jeg er krigsveteran jeg bar vold i statens navn i fremmede lande, fremmede gader hvor natten lugtede af støv og frygt jeg gjorde det beskidte arbejde for et flag og en fortælling kom hjem til laveste sats laveste respekt og højeste tavshed De sagde det var for børnenes skyld men tog dem fra mit liv de sagde velfærd, sagde hjælp men lod mig synke i stilhed og tid Jeg gav alt, jeg havde at gi’ nu har jeg intet tilbage men fire timer og et håb der nægter at dø i mig Al tillid er forsvundet som varme fra et lukket rum jeg tror ikke på breve mere tror ikke på løfter med logo jeg er reduceret til butikstyv for at fodre min kat det eneste væsen der ikke har forladt mig Den ser mig i øjnene uden at spørge om journal uden at måle min funktionsevne bare: er du her ja jeg er her stadig selv når jeg ikke burde være det Jeg lever kun for de fire timer om ugen fire timer hvor verden holder op med at gøre ondt deres stemmer syr mig sammen hver gang systemet flår mig op deres hænder i mine er det eneste bevis på at jeg stadig er far Og hvis jeg falder helt så faldt jeg stående med ryggen mod muren og navne indridset i hjertet jeg nægter at blive et tal en fodnote, en advarsel jeg er ikke knækket jeg er bøjet af vægten af et land der glemte mig De sagde det var for børnenes skyld men tog dem fra mit liv de sagde velfærd, sagde hjælp men lod mig synke i stilhed og tid Jeg gav alt, jeg havde at gi’ nu har jeg intet tilbage men fire timer og et håb der nægter at dø i mig Måske en dag kan der blive lys igen ikke fordi de reddede mig men fordi jeg nægtede at slippe jeg holder fast for Danmark selv når Danmark slap mig for mine børn og for den fremtid jeg stadig tror kan blive bedre end dette