Min trang til dig var stor at bære den selv var svær hvorfor lettede du ikke på den – da du kunne? Det havde hjulpet både dig og mig. Min tavshed til dig var – du gjorte mig bange - bange for at miste dig – som ven. Jeg så du fik ting til at gro smukker end nogen anden – med ord, som ej jeg turde sig. Hvor var det svært ! - at se dig lægge, min ydre og indre sjæl hos en ven – svigt! Mit eget indre skrig slyngede mine sidste kræfter bort - bort fra dig, og andre som jeg ikke turde sige det til. Nu går jeg egne veje vi er jo ej mere på samme højde, spild ikke din dårlige samvittighed – på mig! Nu hvor han er gået – forladt dig ene du er jo ej den samme - du er langsomt visnet hen - og det vil jeg ikke beskyldes for. Du har kendt mine følelser længe nok !
