[Vers 1] Jeg går alene gennem nattens kolde regn, Mens byen skjuler sjæle bag sit matte tegn. Mit hjerte banker sagte under tung beton, Som gamle kirker druknet dybt i desperation. Jeg bærer tavse ar som skygger i mit bryst, Og savner stadig varme, ro og menneskelig lyst. Bag mine øjne lever storme uden navn, Som mørke fugle fanget under himlens havn. [Pre-Chorus] Jeg føler alting dybere end folk forstår, Derfor går jeg tavst hvor ingen andre går. For hver en kærlighed findes et lille sår, Og natten hvisker til mig når mit sind forgår. [Omkvæd] I mørkets spejl ser jeg mit stille indre skrig, Mens månen danser langsomt over nattens lig. Jeg prøver samle resterne af det jeg var, Men mine minder lever stadig som et ar. Og hver en tåre falder lydløst mod min hud, Som stjerner der forsvinder stille lidt forud. For nogle mennesker er født med storm i sind, Og lærer først at leve når de lukker mørket ind. [Vers 2] Jeg smiler ofte selvom verden brænder ned, For ingen ser de kampe som jeg tager med. Mit hoved fyldes langsomt op af tavs støj, Mens hjertet gemmer drømme under sort røg. Nogle dage føles livet næsten let, Som varme hænder der fortæller alt blir godt igen. Men andre dage falder alting helt fra hinanden, Som glasskår knust imod den kolde asfaltkant. [Bridge] Og stadig elsker jeg med alt hvad jeg kan gi’, Selv når min sjæl går rundt i indre melankoli. Jeg håber stadig nogen ser mig som jeg er, Ikke kun mit mørke men alt det jeg bærer her. [Sidste omkvæd] I mørkets spejl står jeg stadig uden frygt, Selvom mit indre ofte føles tomt og sygt. Jeg er ikke perfekt og bliver det aldrig mer’, Men jeg har overlevet alt det hjertet ser. Og hvis natten kalder på mig endnu en gang, Så sætter jeg mig roligt ned og synger med dens sang.
0/500