Gul þa løf falla vidh gamla ekardyr, Høstær māni kallar þæt sumær før bar, Þu bær glødhina, men standær som stæn, Høsten læggær þystni a akr ok gren, Kom nær, min kærleiki, før liōsit døyr. Þu mā mæla mykit, til vindær gørþis still, Men orð æru rimfrost, som hverfær fra hill, Læt þina hænder finna mik, hud mot hud, Læt bloþit vera eþer — kærleik þin vera þuð. Mæl eigi um kærleik — sæ vis er løvin roþna, Fell þik at mik, þā arsins dagar doþna, Lægg enni þit mot mit undir koparhimins sken, Halt mik som hærtzeld, þā sumær gengær hen, Gak med mik um løv, slep eigi mina hand, Kyss mik þā vildir vindær fara genom skog ok land, Er hiærta þit sann, læt hænder sværia eþ, Elsk mik i høsten — eigi i orðom ein. Hrō-a, hæi, hrō-a, Æi-ya, ō, æi-ya, Væ-ya, væ-ya, hō-ra, Sæ mik med beinom, eigi med orðom. Birkæn blivær silfr, þā kaldr regnær falla, Gulnir akrær liggia berir, þar høstens vindær kalla, Hvær deyande litær bær var kærleiks spor, Þi kærleik mæltær, men eigi lifðær, verðær som þurt løv i jord, Kveik þā eldin med mik, læt hann væʀma bein ok bloþ. Þu mā sveria eþær undir høstmanans sken, Men eþær utan gærning bliva holir som stæn, Luk þina armær om mik, læt likam þin svara, Þi sann kærleikær gærning ær — eigi orð som vindær fara. Mæl eigi um kærleik — sæ vis er løvin roþna, Fell þik at mik, þā arsins dagar doþna, Lægg enni þit mot mit undir koparhimins sken, Halt mik som hærtzeld, þā sumær gengær hen, Gak med mik um løv, slep eigi mina hand, Kyss mik þā vildir vindær fara genom skog ok land, Er hiærta þit sann, læt hænder sværia eþ, Elsk mik i høsten — eigi i orðom ein.
