[Vers 1] Vi kørte mod Polen med smil i vores blik, radioen sang højt, og vejen fløj forbi. Solen stod fra morgen til den sene aftenstund, selv skyerne tog ferie – de var ingen steder rundt. Min far fortalte historier, som kun han kan gøre, vi grinede så meget, vi næsten glemte at køre. Og Bjarke sagde smilende: “Er det altid sådan her?” Jeg svarede: “Kun når hjertet finder hjem.” [Omkvæd] Åh, Polen dansede i sommersol, med åbne arme og et dækket bord. Vi gik og gik, til skoene gav op, men aldrig vores gode humør. Vi lo med vinden, vi sang med vejen, vi glemte næsten tid og ur. Hvis lykken har en adresse, så var den dér… et sted i Polen hos min far. [Vers 2] Der duftede af brød, af kaffe og grill, af jordbær, skove og aftener så stille. Hver lille landsby gemte på en ny historie, og Bjarke lærte hurtigt, at én portion aldrig var nok. “Spis lidt mere,” sagde min far med et grin. “Ellers tror naboen, at vi ikke kan lave mad!” Vi lo så højt, at fuglene lettede, og solen blev hængende lidt længere. [Bridge] Nu hænger billederne stille på væggen, men latteren bor stadig et sted i mit bryst. Nogle rejser ender aldrig helt… de finder bare et nyt hjem i minderne. [Sidste omkvæd] Åh, Polen dansede i sommersol, med åbne arme og et dækket bord. Vi gik og gik, vi fandt hinanden, på små veje mellem marker og skov. Og når vinteren banker på vores dør, så lukker jeg øjnene et øjeblik. For jeg kan stadig høre min fars latter… og Bjarkes: “Hvornår tager vi afsted igen?”
0/500