[Intro] Regnen falder langsomt Over byens sorte glas. Jeg hører stadig dit navn I stilhedens ekko. [Vers 1] Jeg går gennem natten med storme i mit bryst, Mens månen hænger tavst over verden uden trøst. Mine hænder bærer spor af gamle indre krige, Som ar der aldrig lærte hvordan man skulle svige. I mine øjne lever søvnløse oceaner, Hvor længsel drukner stille blandt mørke katedraler. Jeg lærte kærligheden gennem smerte og savn, Som vinterkolde floder uden retning eller havn. Og hver gang nogen prøver at komme tæt på mig, Vågner gamle spøgelser og river sjælen fri. For jeg er bygget af stilhed, melankoli og ild, Af drømme der blev knust før de nogensinde blev til. [Pre-Chorus] Så hvis jeg falder ned igen i nattens sorte hav, Vil du stadig holde fast i den jeg virkelig var? [Omkvæd] Når skyggerne synger Kalder mørket på mit navn, Mens elektriske stjerner Brænder over nattens havn. Og mit hjerte slår langsomt Som sidste tog mod nord, Fyldt med ruiner, længsel Og usagte ord. Hvis jeg går itu i nat Under himlens kolde brand, Vil du samle mine rester Med dine hænder igen? [Vers 2] Mit sind er som et tomt hotel med slukkede korridorer, Hvor minderne går hvileløst bag låste metaldøre. Jeg hører dine fodtrin i regnen mod min vej, Som et spøgelse der stadig nægter at forlade mig. Nogle mennesker bærer mørket smukkere end lys, Som nordiske vintre dækket stille ind i frost og dis. Og måske er jeg en af dem der aldrig finder fred, Men lærer at leve med kaos som en del af sit sted. Så jeg skriver mine tanker i neon og benzin, Mens guitarerne græder gennem nattens kolde vind. For hver tone lyder som et sidste hjerteslag, Fra en sjæl der stadig prøver at overleve hver dag. [Bridge] Hold mig tæt Når verden falder sammen. For jeg er træt af At være stærk alene. [Final Chorus] Når skyggerne synger Og stilheden bliver til skrig, Står jeg stadig tilbage Midt i nattens sorte krig. Mit blod smager af vinter, Mine drømme lugter af regn, Men under alle ruinerne Lever stadig en flamme igen. Så hvis mørket tager mig Når morgenen aldrig kom, Så husk mig som kvinden Der dansede med stormen. [Outro] Og natten hvisker sagte Gennem byens kolde hud: “Nogle sjæle er født i mørket… men lærer selv at blive lys.”
