Under mørket, hvor sneen tier, jeg skærer mit løfte i kød og is. Ingen gud skal kaldes herre, kun blodet, kun styrken, kun pris. I stormens favn, i nattens skød, jeg fødes af vrede, af flamme, af død. Runer i kødet, ar i sind, et menneske, et dyr, et minde af vind. Jeg drikker af tiden, jeg sluger min frygt, jeg spytter mod himlen, hvor guder har smygt. De faldt som sne, de sank i jord, men deres ed brænder stadig i mit spor. Jeg husker ikke tro, men arv. Jeg bærer ikke navn, men skærv. Blodets eder, skrevet i sten, i flammer, i frost, i menneskets ben. Vi er arven, vi er ilden, vi er sår, og verden brænder, hvor vi går. Jeg hører Odins tavse råb, i vinden, i døden, i tankens dåb. Tyr ofrer hånden, jeg ofrer fred, for æren er min eneste ed. Blodets eder, skrevet i sten, i flammer, i frost, i menneskets ben. Vi er arven, vi er ilden, vi er sår, og verden brænder, hvor vi går. Når sneen dækker alt med ro, skal blodet stadig gløde i nord. For alt, der dør, skal huskes igen i blodets eder, i menneskets mænd.
