Hvor det kolde hav omfavner den grå hede, Står et øde kloster, glemt af tid. Ingen røgelse stiger, ingen salmer høres, Kun nordenvinden hyler, bitter og stum. Stenmurene smuldrer, alteret er dødt, En kirkegård af stilhed, hvor de fortabte bor. En gammel, blind vogter, halvdød og grå, Fejer våd mos fra de stille grave. Stenene taler om jarlers ære og magt, Før det hvide kors bragte den evige nat. Før kongen solgte vor vilje til en fremmed trone, Og vi blev efterladt i ruinerne, til at rådne alene. Gamle mand! Du reddede mig fra havets gab! Du reddede mit åndedrag, men myrdede min sjæl! Hvorfor?! En splint af stormen, revet løs, Jeg voksede op bag disse fugtige mure, en fortabt! En ulv i sjælen, men en munk af skæbne, Låst inde i dette stenkloster, lærte jeg at hade! Jeg kendte aldrig varme. Jeg kendte aldrig et hjem. Ingen "fader", ingen "moder"... Kun havskum. Kun sten. Kun den evige, kolde... tomhed. Hvorfor reddede du mig?! Lad bølgerne tage mig! Lad heden opsluge mig! En ulv... i et bur... For evigt...
