Vers 1: Mie havde en hund, han hed Balloo, verdens bedste ven, det synes jeg nu. En Berner Sennen med et hjerte så stort, men alt for tidligt blev vores tid for kort. Han kom altid glad, når jeg kom forbi, logrede med halen og smilede til mig. Selvom han ikke var min egen hund, fik han en plads i mit hjerte på et sekund. Omkvæd: Balloo, Balloo, vi savner dig nu, himlen fik en engel den dag, den fik dig. Du løber frit blandt skyerne blå, men i vores hjerter vil du altid bo. Vers 2: Sygdommen kom, og du blev så træt, men kærligheden til dig bliver aldrig glemt. Mie elskede dig hver eneste dag, og du gav så meget mere, end ord kan sige i dag. Når vi tænker tilbage, så smiler vi lidt, for alle de minder, du efterlod frit. Din varme og glæde vil altid bestå, og i vores tanker vil du aldrig gå. Omkvæd: Balloo, Balloo, vi savner dig nu, himlen fik en engel den dag, den fik dig. Du løber frit blandt skyerne blå, men i vores hjerter vil du altid bo. Outro: Farvel, kære Balloo, men ikke for evigt, for kærlighed som din forsvinder aldrig. Vi ses igen en dag, det tror jeg på, indtil da vil dine poteaftryk bestå. 🐾❤️